Taharah (Rituel renhed)

Taharah (arabisk: طهارة) betyder "renhed" og refererer til den tilstand af rituel renhed, som er en absolut forudsætning for at udføre salah og andre tilbedelseshandlinger i islam. Taharah omfatter både ydre fysisk renhed (nadhafah) og indre åndelig renhed.

I shia-fiqh opdeles taharah i to hovedkategorier: Hadath (rituel urenhed) og Khabath (fysisk urenhed). Hadath er den tilstand, der kræver wudu (mindre urenhed) eller ghusl (større urenhed) for at blive ophævet. Khabath er tilstedeværelsen af fysisk urene substanser (najasah) på kroppen, tøjet eller bedstedet, som skal fjernes før bøn.

Imam Ali (fred være med ham) sagde i Nahj al-Balagha: "Renselse er halvdelen af troen." Og Profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham og hans familie) sagde: "Nøglen til bønnen er taharah" (overleveret i Al-Kafi, bind 3). Disse overleveringer understreger, at bøn uden taharah er ugyldig og uacceptabel.

Shia-jurisprudens har detaljerede regler om taharah, som dækker: hvilke substanser der er rene (tahir) og urene (najis), hvordan urene ting renses (tathhir), de forskellige typer af rensende midler (mutahhirat) som vand, jord, solen, islam osv., og de specifikke regler for wudu, ghusl og tayammum. Taharah-reglerne udgør et centralt kapitel i islamisk jurisprudens og afspejler emnets grundlæggende betydning for korrekt tilbedelse.