Du'a (Personlig bøn)
Personlig henvendelse og bøn til Allah om hjælp og vejledning.
Du'a (arabisk: دعاء) er den personlige bøn eller henvendelse til Allah, hvor den troende beder om hjælp, vejledning, tilgivelse eller andre ønsker. I modsætning til salah, som har faste former og tider, kan du'a gøres til enhver tid, på ethvert sted og på ethvert sprog.
Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "Du'a er tilbedelsens essens" og "Intet er mere ærefuldt for Allah end du'a." Der er bestemte tidspunkter, hvor du'a er særligt begunstiget: den sidste tredjedel af natten, mellem adhan og iqamah, under sajdah i bønnen, og om fredagen.
Etiketten for du'a inkluderer at begynde med lovprisning af Allah og velsignelse af Profeten, at bede med oprigtighed og ydmyghed, at løfte hænderne, og at have tillid til at Allah vil besvare bønnen. Allah besvarer alle bønner - enten med det ønskede, med noget bedre, eller ved at afværge noget ondt.
Relaterede ord
Qibla (Bederetning)
Retningen mod Kabaen i Mekka, som muslimer vender sig mod under bøn.
Niyyah (Intention)
Den bevidste intention i hjertet om at udføre en bestemt bøn.
Nahj al-Balagha (Veltalenhedens Vej)
Imam Alis samling af prædikener og visdomsord, central for shia-bøntradition.
Sujud al-Sahw (Forglemmelsens nedbøjning)
To ekstra nedbøjninger, der udføres for at kompensere for fejl i bønnen.
Turbah (Bedesten)
En lille lertavle, som shia-muslimer placerer panden på under sujud.
Najasah (Rituel urenhed)
Urene substanser, der skal fjernes før bøn ifølge islamisk lov.