Amr bil-Ma'ruf wa Nahy 'an al-Munkar

"Amr bil-Ma'ruf wa Nahy 'an al-Munkar" (arabisk: الأمر بالمعروف والنهي عن المنكر) betyder "at påbyde det gode og forbyde det onde" og er en af de vigtigste islamiske pligter. I shia-islam er dette et af usul al-din's (trosartiklernes) ti furu' al-din (troens praktiske grene) sammen med bøn, faste, almisse osv.

Koranen forbinder denne pligt direkte med bøn: "De troende mænd og kvinder er hinandens beskyttere. De påbyder det gode, forbyder det onde, holder bøn, giver almisse og adlyder Allah og Hans Sendebud" (Surah Al-Tawbah 9:71). Bønnen og påbuddet om det gode nævnes side om side som den troendes to grundlæggende kendetegn.

Imam Ali (fred være med ham) sagde: "Forsøm ikke amr bil-ma'ruf wa nahy 'an al-munkar, for ellers vil de værste af jer regere over jer, og derefter vil I bede, men jeres bønner vil ikke blive besvaret" (Nahj al-Balagha). Denne advarsel viser, at forsømmelse af denne pligt kan kompromittere bønnens accept — de to er uløseligt forbundne.

I shia-fiqh er denne pligt obligatorisk (wajib) under visse betingelser: at man kender det gode og det onde, at man tror, det vil have effekt, at der ikke er fare for ens eget liv, og at man begynder med det mildeste middel (hjertets afvisning, mundtlig korrektion, og til sidst praktisk handling). Imam Husayns (fred være med ham) rejsning mod Yazids tyranni betragtes som det ultimative eksempel på amr bil-ma'ruf wa nahy 'an al-munkar. Han sagde: "Jeg rejste mig ikke i arrogance eller tyranni, men for at reformere min bedstefars fællesskab."