Nahj al-Balagha (Veltalenhedens Vej)

Nahj al-Balagha (arabisk: نهج البلاغة), "Veltalenhedens Vej", er en samling af Imam Ali ibn Abi Talibs (fred være med ham) prædikener (khutab), breve (rasa'il) og korte visdomsord (hikam). Den blev samlet af Sayyid al-Radi (d. 1015 e.Kr.) og betragtes som det vigtigste litterære og åndelige værk i shia-islam efter Koranen.

Nahj al-Balagha indeholder nogle af de mest dybsindige udtalelser om bøn og tilbedelse i islamisk litteratur. Imam Ali beskriver bønnen som: "Den troendes søjle, øjnenes lys, og sjælens lægedom." Han sagde: "Bønnen er enhver gudfrygtigs middel til nærhed til Allah" og "Vær omhyggelig med bønnen, bevar den, og bed meget — og søg dermed nærhed til Allah, for bønnen er en foreskrevet pligt for de troende på bestemte tider."

Værket indeholder 241 prædikener, 79 breve og 489 korte visdomsord. Blandt de mest berømte er: Khutbah al-Shiqshiqiyyah (om kalifatets usurpation), Khutbah al-Qasi'ah (om troens natur), og brevet til Malik al-Ashtar (om retfærdig regering). Hver af disse indeholder dybe refleksioner over tilbedelsens betydning og bønnens rolle i den troendes liv.

Nahj al-Balagha har inspireret utallige kommentarer gennem historien, herunder Ibn Abi al-Hadid al-Mu'tazilis berømte kommentar (Sharh Nahj al-Balagha, 20 bind) og Ibn Maytham al-Bahranis kommentar. Værket betragtes som det næstvigtigste efter Koranen i shia-islam og er en uudtømmelig kilde til åndelig vejledning. For den, der ønsker at forstå bønnens dybe betydning ud over den ydre form, er Nahj al-Balagha uundværlig.