Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
Jam' bayn al-Salatayn (Sammenlægning af bønner)
Shia-praksis med at bede Dhuhr og Asr samt Maghrib og Isha sammen.
Sujud al-Shukr (Takkens nedbøjning)
En nedbøjning til Allah i taknemmelighed, anbefalet efter bøn og ved modtagelse af velsignelser.
Salat al-Jama'ah (Fællesbøn)
Den fælles bøn, hvor muslimer beder i samlet flok bag en imam.
Dhuhr (Middagsbøn)
Den anden daglige bøn, bedt når solen passerer zenit.
Eid al-Ghadir (Ghadir-højtiden)
Shia-højtid til minde om Profetens udnævnelse af Imam Ali som sin efterfølger.
Taslim (Afsluttende hilsen)
Den afsluttende fredshilsen, der markerer bønnens afslutning.