Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
A'mal (Tilbedelseshandlinger)
Specifikke tilbedelseshandlinger og ritualer for bestemte dage og lejligheder.
Salat al-Mayyit (Begravelsesbøn)
Bønnen for den afdøde, som udføres før begravelsen.
Tayammum (Tør renselse)
Rituel renselse med ren jord, når vand ikke er tilgængeligt.
Ihsan (Fortræffelighed)
Det højeste niveau af tilbedelse: at tilbede Allah, som om man kan se Ham.
Tawhid (Guds enhed)
Den islamiske monoteisme — troen på Allahs absolutte enhed, kernen i bønnen.
Du'a al-Faraj (Befrielsens bøn)
En kort, kraftfuld bøn om Imam al-Mahdis tilsynekomst og befrielse fra lidelse.