Iman (Tro)
Troen på Allahs enhed, Hans engle, bøger, sendebud, Dommedag og den guddommelige forudbestemmelse.
Iman (tro) er det indre grundlag for al islamisk tilbedelse, herunder bønnen. I sunni-islam defineres iman traditionelt som at tro med hjertet, bekende med tungen og handle med lemmerne. Profeten (fred være med ham) definerede iman i den berømte Jibril-hadith: "At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den Yderste Dag og den guddommelige forudbestemmelse — dens gode og dens onde" (Sahih Muslim).
Imam Abu Hanifah forfattede "al-Fiqh al-Akbar" (Den Største Forståelse), et af de tidligste sunni-teologiske værker, der systematisk definerer imans artikler. Iman er tæt forbundet med bøn — Koranen kalder bønnen for "iman": "Allah vil ikke lade jeres iman (dvs. bønner) gå tabt" (2:143).
De sunni-lærde diskuterer, om iman øges og mindskes. Flertallet, inklusiv Imam al-Shafi'i og Imam Ahmad, mener at iman stiger med lydighed og falder med synd, mens Hanafi-skolen traditionelt anser imans kerne for uforanderlig. Alle er dog enige om, at bønnen er den vigtigste manifestation af iman efter trosbekendelsen.
Relaterede ord
Istighfar (Syndsforladelse)
At bede Allah om tilgivelse for sine synder og fejltrin.
Shafa'ah (Forbøn)
Profetens og imamernes forbøn hos Allah for de troende på Dommedagen.
Hijri (Islamisk kalender)
Den islamiske månekalender, der begynder med Profetens udvandring til Medina.
Niyyah (Intention)
Den bevidste intention i hjertet om at udføre en bestemt bøn.
Wudu (Rituel afvaskning)
Den rituelle renselse med vand, som er påkrævet før bøn.
Minbar (Prædikestol)
Den forhøjede platform i moskeen, hvorfra imamen holder fredags-khutbaen.