Ikhlas (Oprigtighed)

Ikhlas (arabisk: إخلاص) betyder "oprigtighed" eller "renhed" og refererer til den indre tilstand, hvor den troende handler og tilbeder udelukkende for Allahs skyld, uden nogen bihensigt som ry, ros, social status eller verdslig gevinst. Ikhlas er betingelsen for, at enhver tilbedelseshandling — herunder bøn — accepteres af Allah.

Koranen befaler: "De blev kun befalet at tilbede Allah, oprigtige i deres tro på Ham" (Surah Al-Bayyinah 98:5). Og: "Sig: Min bøn, min tilbedelse, mit liv og min død er for Allah, verdenernes Herre. Han har ingen partner" (Surah Al-An'am 6:162-163).

Imam Ali (fred være med ham) sagde: "Vær oprigtige i jeres handlinger, for sandelig Allah accepterer kun det, der er oprigtigt for Ham" (Nahj al-Balagha). Imam al-Sadiq (fred være med ham) advarede: "Riya' (at vise sin tilbedelse for andre) er shirk (afgudsdyrkelse) — den, der beder for at blive set af andre, har associeret en partner med Allah" (Al-Kafi, bind 2, Kitab al-Iman wal-Kufr).

I bønnesammenhæng er ikhlas forudsætningen for niyyah (intention). Niyyah'en skal være ren og rettet mod Allah alene. Shia-lærde understreger, at bønnen skal bedes "qurbatan ilallah" (for at nærme sig Allah) — og denne intention er en del af niyyah for enhver tilbedelseshandling. Den troende, der opnår ikhlas i sin bøn, vil opleve khushu (ydmyghed) og en dyb forbindelse med Allah, som ikke kan opnås ved ydre handlinger alene. Surah Al-Ikhlas (Koranens kapitel 112) er opkaldt efter dette begreb og er selve essensen af islamisk monoteisme.