Shukr (Taknemmelighed)

Shukr (arabisk: شكر) betyder "taknemmelighed" og er en af de mest grundlæggende pligter, den troende har over for Allah. Shukr omfatter tre dimensioner: taknemmelighed i hjertet (erkendelse af velsignelsen), taknemmelighed med tungen (verbal lovprisning), og taknemmelighed med kroppen (at bruge Allahs gaver i Hans lydighed).

Koranen forbinder taknemmelighed med velsignelse: "Hvis I er taknemlige, vil Jeg sandelig give jer mere" (Surah Ibrahim 14:7). Og: "Og blandt Hans tjenere er de taknemlige få" (Surah Saba 34:13). Denne sidste vers viser, at sand taknemmelighed er sjælden og kræver bevidst indsats.

Imam Sajjad (fred være med ham) dedikerede en hel bøn i Sahifa al-Sajjadiyyah til taknemmelighed (Du'a nr. 37, "Bøn om taknemmelighed"). Heri siger han: "O Allah! Velsignelsen af at bede er i sig selv en velsignelse, der kræver taknemmelighed — men taknemmelighed er i sig selv en ny velsignelse, der kræver yderligere taknemmelighed — og således er taknemmelighed uendelig." Denne refleksion viser dybden i shia-teologisk tænkning om shukr.

Sujud al-shukr (takkens nedbøjning) er en praksis i shia-islam, hvor den troende lægger sin pande på jorden i ren taknemmelighed til Allah ved modtagelse af en velsignelse eller afværgelse af en ulykke. Imam al-Sadiq sagde: "Når Allah velsigner jer, så læg jeres pande på jorden for Ham" (Al-Kafi, bind 2). Shukr er den troendes naturlige respons på Allahs uendelige generøsitet og en kilde til yderligere velsignelse.