Salaf (De fromme forfædre)
De første tre generationer af muslimer: sahabah, tabi'in og tabi' al-tabi'in.
Salaf (de fromme forfædre, al-salaf al-salih) refererer til de første tre generationer af muslimer: sahabah (Profetens følgesvende), tabi'in (efterfølgerne) og tabi' al-tabi'in (efterfølgernes efterfølgere). Disse generationer anses for at have haft den mest autentiske forståelse af islam.
Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "De bedste mennesker er min generation, derefter dem der følger dem, derefter dem der følger dem" (Sahih al-Bukhari). I sunni-islam er der bred enighed om, at salaf's forståelse og praksis er en vigtig reference for korrekt islamisk praksis.
I bønnespørgsmål er salaf's praksis særligt relevant, fordi de var tættest på Profetens originale undervisning. Når der er uenighed om en bønnehandling, vender alle retsskoler sig til salaf's overleverede praksis som fortolkningsnøgle. Imam Malik baserede hele sin retsskole på praksis i Medina (Amal Ahl al-Madinah), som han mente repræsenterede en levende overlevering fra salaf.
Relaterede ord
Muezzin (Bønnekaldrer)
Den person der kalder til bøn ved at recitere adhan.
Janamaz (Bedetæppe)
Bedetæppet, som den bedende bruger til at markere et rent bedested.
Taslim (Afsluttende hilsen)
Den afsluttende fredshilsen, der markerer bønnens afslutning.
Iqamah (Andet bønnekald)
Det andet kald til bøn, som reciteres lige før bønnen begynder.
Qibla (Bederetning)
Retningen mod Kabaen i Mekka, som muslimer vender sig mod under bøn.
Imam (Bønneleder)
Den person der leder den fælles bøn i moskéen.