Salaf (De fromme forfædre)
De første tre generationer af muslimer: sahabah, tabi'in og tabi' al-tabi'in.
Salaf (de fromme forfædre, al-salaf al-salih) refererer til de første tre generationer af muslimer: sahabah (Profetens følgesvende), tabi'in (efterfølgerne) og tabi' al-tabi'in (efterfølgernes efterfølgere). Disse generationer anses for at have haft den mest autentiske forståelse af islam.
Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "De bedste mennesker er min generation, derefter dem der følger dem, derefter dem der følger dem" (Sahih al-Bukhari). I sunni-islam er der bred enighed om, at salaf's forståelse og praksis er en vigtig reference for korrekt islamisk praksis.
I bønnespørgsmål er salaf's praksis særligt relevant, fordi de var tættest på Profetens originale undervisning. Når der er uenighed om en bønnehandling, vender alle retsskoler sig til salaf's overleverede praksis som fortolkningsnøgle. Imam Malik baserede hele sin retsskole på praksis i Medina (Amal Ahl al-Madinah), som han mente repræsenterede en levende overlevering fra salaf.
Relaterede ord
Sahabi (Profetens følgesvend)
En person, der mødte Profeten Muhammad (fred være med ham) som troende og døde som muslim.
A'mal (Tilbedelseshandlinger)
Specifikke tilbedelseshandlinger og ritualer for bestemte dage og lejligheder.
Qalb Salim (Det rene hjerte)
Det rene, oprigtige hjerte — det ultimative mål for bøn og tilbedelse.
Makruh (Frarådet)
Handlinger, der er frarådede i islamisk lov men ikke forbudte.
Fard (Obligatorisk)
De obligatoriske handlinger i islam, herunder de fem daglige bønner.
Sujud al-Shukr (Takkens nedbøjning)
En nedbøjning til Allah i taknemmelighed, anbefalet efter bøn og ved modtagelse af velsignelser.